Vi bruger cookies - de hjælper os med at give dig den bedst mulige onlineoplevelse.
Ved brug af vores hjemmeside accepterer du, at vi må gemme og tilgå cookies på din enhed.

Hjælp »   Manual »   Introduktion 

Introduktion

Dette er manualen til Hattrick. For en hurtigere introduktion til spillet kan du bruge begynderguiden.

Hattrick er et fodboldspil, hvor du får mulighed for at styre en fiktiv fodboldklub mod storhed og pokaler i konkurrence med andre deltagere over hele verden.

Hattrick er et simpelt spil, hvor det er let at forstå de grundlæggende ting. Du kan spille Hattrick selvom du kun logger på 1 gang om ugen (men vi håber da at se dig oftere). Udfordringen er ikke at vinde over spillet, udfordringen ligger i konkurrencen mod alle de andre managers. Mens der konkurreres, kommer mange i kontakt med hinanden og bliver venner, hvilket også gør Hattrick til et socialt spil.

Dine overordnede opgaver

Du har to jobs i forbindelse med dit hold. Dels som klubdirektør/ejer, dels som manager. Du køber og sælger spillere, bestemmer hvad der skal trænes, investerer klubbens penge i nyttige ting som større stadion og meget andet. For at få succes, vil et godt råd være at lave en langsigtet plan. Succes og ære kommer trods alt ikke uden arbejde.

Dit nye hold

Når du overtager dit hold, vil det have en plads i en af de to nederste divisioner i Hattricks divisionssystem. Til at starte turen opad, får du en trup af spillere (nogle er måske talenter, andre ikke...), et stadion og nogle penge. Nu er det så tid til at vise hvad du dur til.

Du skal ikke være bange for at fortryde, når det kommer til dit holdnavn. Du kan altid ændre dit holdnavn mellem sæsonerne, men det vil koste dig 10 000 US$, fordi kamptrøjer og merchandise skal ændres. Du vil også miste 3% af dine fanklub-medlemmer, da nogle af dine fans ikke vil acceptere et navneskift.

Region og vejr

Dit hold hører hjemme i en region, sandsynligvis en du har tilknytning til i det rigtige liv. Regioner findes, så du kan finde andre folk i dit eget område. En anden vigtig funktion for regioner, er vejret. Ingen region har bedre vejr end andre, de er alle lige gode, så du skal ikke være bekymret for om du har truffet et dårligt valg.

Vejret betyder noget for visse ting i Hattrick, mest af alt hvor mange tilskuere der kommer til kampene (færre folk vil komme når vejret er dårligt). Spillerne vil også blive påvirket på forskellig måde. På regionsiden kan du se vejret i dag og vejrudsigten for i morgen. Hvis solen skinner i dag, så er det mere sandsynligt (sammenlignet med andre vejrtyper), at den også skinner i morgen - så det er ikke helt tilfældigt.

Hvis du ønsker det, kan du skifte region i sæsonpauserne. Det vil dog koste dig 10 000 US$ og du vil miste 3% af din fanklub ved skiftet.

Vores bedste råd

Det bedste råd vi kan give dig er, at du læser denne manual. Du behøver ikke at tygge dig igennem det hele med det samme, men de første par kapitler vil være en god hjælp til at forstå spillet. Hvis der skulle være et andet godt råd, så ville det være at du skulle kigge forbi foraene. Her er der specielle fora beregnet til at hjælpe dig med dine spørgsmål.

Der er kun én ting vi insiterer på: For at give dig og alle andre den bedst mulige Hattrick-oplevelse er der nogle meget simple retningslinjer at følge, som kan findes i Spillereglerne
 
 
Bedøm denne side
Server 096